Hjerndrup Kirke

Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat

kirke_sh

Smuk og højtbeliggende!

Et sagn fortæller, at der var en kappestrid mellem bygmestrene af Sommersted Kirke og Hjerndrup Kirke. Da Hjerndrup-mesteren vandt blev modparten så rasende, at han kastede en kampesten mod kirkespiret. Stenen kom kun halvvejs og ligger på marken endnu.

Bygningen har gennemgået flere ændringer. Der er kommet store vinduer til, og den oprindelige romanske korbue er i sengotisk tid udvidet. Men der er stadig bjælkeloft i både skib og kor.

Alterbordet er muret af marksten, men dækket af et panel. Altertavlen er en sengotisk fløjaltertavle fra omkring 1475. Midterskabet har en korsfæstelsesscene, sidefløjene har apostlene med deres attributter. Altertavlens fodstykke, predellaen, har et nadvermaleri fra midten af 1700-tallet.

Den romanske granitfond har en cylindrisk kumme på firesidet fod med arkader. Prædikestolen er i barokstil fra 1699 med tilhørende lydhimmel. De indsatte sekskantede malerier af Frelseren og evangelisterne er fra omkring 1800.

I kirken hænger en model af en tremastet fuldrigger "Marie" fra nyere tid.

Orgelet er bygget af Marcussen & Søn, og er placeret på et pulpitur fra omkring 1650 med apostelmalerier. Både altertavle og pulpitur stammer fra den oprindelige Tyrstrup Kirke.

Tilmeld dig nyheder fra Hjerndrup.dk

Så er du sikker på at få alle informationer

Du modtager en email du skal bekræfte - derefter modtager du en email når der er nyt på hjemmesiden

Something went wrong. Please check your entries and try again.